Forbrugerforhold

45.000 nye kunder til Sonofon

AALBORG:Med 45.000 flere mobilkunder og stabil tilgang af kunder med bredbånd og bredbåndstelefoni har Telenor Danmark – og dermed Sonofon – styrket sin forretning i årets 2. kvartal. Selskabet har oplevet en vækst i omsætningen på seks procent til 1749 millioner kroner og forbedret indtjeningen i forhold til de foregående kvartaler. – Kunderne ønsker en sammenhængende oplevelse på tværs af teknologier og traditionelle kommunikationsveje. Grænserne udviskes, bredbåndsforbindelsen bliver mobil og tv'et flytter ind i telefonen eller på computeren. Vi har leveret stærke produkter og målrettet rådgivning til kunderne og har øget kundebasen. Vi fortsætter investeringerne i netværk og udrulningen af blandt andet mobilt bredbånd og har samlet set styrket vores position på markedet i 2. kvartal, siger Henrik Clausen, adm. direktør i Telenor Danmark. Det gennemsnitlige forbrug pr. mobilkunde er også øget, og antallet af bredbåndskunder er øget med 2.000 på DSL-forbindelser og 9.000 med bredbåndstelefoni i Cybercity. – Sammenhæng bliver afgørende på fremtidens telemarked. Vi oplever stor interesse for mobilt bredbånd – både som kundens eneste bredbåndsforbindelse og som supplement til den faste bredbåndsforbindelse. Også salget af yndlingsnummer som alternativ til fastnettelefonen og Cybercity Mobil som supplement til bredbåndsforbindelsen udvikler sig fortsat positivt, siger Henrik Clausen.