45-årig anholdt for drab

HORSENS:Opklaringen af drabet på den 52-årige Søren Peter Møller, der blev fundet dræbt af knivstik i sin lejlighed i Horsens, er rykket et godt stykke nærmere, efter at Sydøstjyllands Politi har anholdt en 45-årig mand. Han sigtes for drab, oplyser politikommissær Klaus Arboe fra Sydøstjyllands Politi. Han vil blive fremstillet i et grundlovsforhør i Kolding i dag, lørdag formiddag. Politiet vil bede om, at det holdes for lukkede døre. Søren Peter Møller blev torsdag fundet død i sin lejlighed. Drabet er sket på et tidspunkt i perioden fra tirsdag 17. marts om eftermiddagen til torsdag formiddag, da politiet trængte ind i lejligheden og fandt den dræbte. Politiet vil ikke oplyse, hvor den 45-årige mand blev anholdt, eller hvordan han stiller sig til sigtelsen for drab. Tidligere var to mænd efterlyst i sagen på grundlag af vidneudsagn. /ritzau/