Brandstiftelser

45-årig erkender brandstiftelse

Mand i Brovst tidligere dømt for lignende forseelse.

En 45-årig mand fra Brovst-området er nu atter på fri fod efter afhøring hos Nordjyllands Politi, som tirsdag anholdt ham efter to påsatte brande i Brovst. Manden har erkendt ildspåsættelse, og sigtelsen opretholdes, fortæller vicepolitikommissær Peter Skovbak, Nordjyllands Politi i Hjørring. Han bekræfter, at den 45-årige tidligere er dømt for brandstiftelse. Den 45-årige ringede selv og anmeldte de to brande i henholdsvis en skraldespand ved 21-tiden og en plastikcontainer ved 22.40-tiden. Ved den sidste brand blev den 45-årige, berusede mand set i nærheden, og han blev taget med til detentionen, hvor han sov rusen ud.