45-årig får 14 år for knivangreb på Köln-borgmester

En domstol i Düsseldorf fandt den 45-årige mand skyldig i drabsforsøg. Han stak politiker i nakken med kniv.

Udland 1. juli 2016 14:54 - Opdateret 1. juli 2016 17:54
En domstol i Düsseldorf idømte fredag en mand 14 års fængsel for et attentat på politikeren Henriette Reker, dagen før at hun blev overborgmester i Köln, skriver dpa.

Domstolen fandt den 45-årige mand skyldig i drabsforsøg. Han stak politikeren i nakken med en kniv.

Angrebet skete på et marked, dagen før at Kölns borgere skulle vælge en ny overborgmester i byen. Her blev den uafhængige kandidat Henriette Reker, der siden vandt valget, overfaldet af den knivbevæbnede mand.

Ifølge anklageren udførte manden et "overraskelsesangreb" på Henriette Reker, som pådrog sig kritiske skader og efterfølgende blev lagt i kunstigt koma.

Fire andre blev såret under det håndgemæng, der opstod efter knivstikkeriet. Blandt dem et medlem af Rekers kampagnestab.

Den 45-årige arbejdsløse maler har siden været i politiets varetægt.

Han har beskrevet sig selv som en "rebel med konservative værdier", men nægter at være nazist.

Anklageren mener, at det blodige angreb var motiveret af den 44-åriges modstand mod den tyske regerings beslutning om at tage imod et stort antal flygtninge.

/ritzau/dpa

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...