Færdselsforseelser

45-årig flygtede efter uheld

HOBRO:En 45-årig mand risikerer at miste kørekortet, efter at han søndag eftermiddag optrådte i rollen som flugtbilist. Han torpederede standeren til lysreguleringen i krydset Skivevej/Jernbanegade i Hobro, men flygtede fra stedet. Hans bil blev lidt senere fundet på pendlerpladsen på Skivevej i Hobro. I mellemtiden var han blevet afhentet af sin hustru og kørt til parrets bopæl, hvor patruljen fik kontakt med ham. Den 45-årige mand var spirituspåvirket. Resultatet af blodprøven vil give svar på promillens størrelse. SDR. ONSILD: En ukendt gerningsmand har i løbet af den forgangne weekend begået indbrud i en villa på Kærvej i Sdr. Onsild. Der er stjålet herretøj, en kuffert og en B&O trådløs telefon. Tyven har skaffet sig adgang ved at opbryde et vindue. HOBRO: Der er blevet begået indbrud i to sommerhuse på Wiegårdsvej i Hobro. I det ene sommerhus er tyven kommet ind ved at knuse en rude. Fra huset er der stjålet nogle flasker spiritus, en kikkert og en bilbog. I det andet sommerhus er der blevet opbrudt en dør. Herfra er der stjålet en DVD-afspiller. HVORNUM: En 27-årig mand fra Tjele er blevet sigtet for spirituskørsel, efter at han i sin varevogn blev stoppet af politiet, mens han kørte på Klejtrupvej ved Hvornum. HOBRO: En 26-årig mand fra Hobro er blevet afsløret som butikstyv, da han i Føtex i Hobro forsøgte at stjæle tre kabeldåser, en lygte og forskelligt beklædning. Manden gemte tingene under jakken, men blev tilbageholdt efter at han havde passeret kasselinien. Politiet blev tilkaldt og manden blev anholdt. Ved en efterfølgende ransagning af hans bopæl fandt politiet tre haglpatroner, 200 stk. ulovligt knaldfyrværkeri samt 88 ulovlige tabletter. Manden blev løsladt efter afhøring. HOBRO: Et østeuropæisk par har snydt sig til 500 kr. i forretningen Blockbuster, Adelgade, Hobro. I forbindelse med veksling af penge lykkedes det parret at få skabt så meget forvirring, at ekspedienten fejlagtigt kom til at udbetale 500 kr. til dem.