45-årig hovednavn ved Palles milepæl

60 år som boksepromotor fejres uden en stor titelkamp på plakaten

Bjarne Nielsen
Arkivfoto: Jakob Jørgensen/ritzau
Boksning 5. januar 2018 07:55

BOKSNING: Der er ikke færre end fire titelkampe ved Mogens Palles 60 års jubilæumsstævne i Frederiksberg Hallerne fredag aften, hvor hovedkampen dog er mellem veteranen Lolenga Mock og den tidligere russiske interim-verdensmester hos WBA, Dmitri Chudinov.

Mens titelfighterne er i Palle-kategorien "Tomorrows Champions" er Mock en ældre fighter på 45 år, som stadig jagter en VM-kamp i supermellemvægt. En sejr over russeren, der i juni 2014 klart vandt over Patrick Nielsen, vil uden tvivl også sende Mock videre mod drømmen, da Chudinov er på verdensranglisterne hos de to største forbund WBA og WBC, som henholdsvis nummer 8 og nummer 15.

Russeren, der blev interim-verdensmester med sejren over Patrick Nielsen, forsvarede titlen én gang - inden han i februar 2015 tabte WBA-bæltet til Chris Eubank Jr., der er rangeret som nummer 1 hos uafhængige BoxRec.

- Selvfølgelig er det kun en sejr, der tæller. Men jeg er toptrimmet. Så jeg er klar til gå ind i ringen og vise den bedste udgave af mig selv, siger Lolenga Mock.

Mock, født og opvokset i Den Demokratiske Republik Congo, boksede sin første danske prof-kamp i 2000 og i bor Aarhus med sin familie. Amatørkarrieren bød på 102 sejre i 107 kampe. Som professionel har Mock en rekordliste på 41 sejre, 1 uafgjort og 14 nederlag. Chudinov kommer med en rekordliste på 20 sejre, 2 uafgjorte og et nederlag.

Uanset udfaldet vil en af titlerne i de fire titelkampe blive i Danmark, for Jonas Madsen, der er IBF ungdoms-verdensmester i letsværvægt, skal møde landsmanden Andreas Lynggaard.

Der bliver også et nordisk titelopgør, da Jeppe Morell i letsværvægt skal møde den svenske IBF Baltic-mester Sven Fornlig.

Kampprogram

Programmet i Frederiksberg Hallen fredag aften, hvor stævnet starter kl. 19.00, ser således ud:

Superletvægt - IBF ungdoms-VM-titel: Enock Poulsen - Guadalupe Acosta, Mexico

Fjervægt: Sarah Mahfoud - Nana Chakvashvili, Gegorgien

Sværvægt: Pierre Madsen - Davit Gogishvili, Georgien

Letsværvægt - IBF ungdoms-VM-titel: Jonas Madsen - Andreas Lynggaard

Weltervægt: Oliver Meng - Giorgi Bliadze, Georgien

Cruiservægt - WBC ungdoms-VM-titel: Ditlev Rossing - Soso Abuladze, Georgien

Letsværvægt - IBF Baltic-titel: Jeppe Morell - Sven Fornlig, Sverige

Supermellemvægt: Lolenga Mock - Dmitri Chudinov, Rusland

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...