46-årig anmeldt for bedrageri

Butiksindehaver fra Aalbæk advarer mod den 46-årige

FREDERIKSHAVN:En 46-årig mand fra Frederikshavn-området blev fredag meldt til politiet for bedrageri. Den 46-årige blev så sent som i marts dømt for dokumentfalsk og skatteundragelse i forbindelse med salg af nogle hytter. Anmelderen er indehaveren af MC-garagen i Aalbæk, Kurt Andersen. Han bestilte et træprodukt af den 46-årige i marts 2002. Han betalte et depositum på 10.000 kroner og senere betalte han 11.000 kroner mere for produktet. Træproduktet skulle opbevares på et lager, indtil Kurt Hansen var færdig med at ombygge sin motorcykelforretning. Da han i foråret skulle bruge den købte vare til sin forretning , kunne han ifølge eget udsagn ikke få den. Den 46-årige havde ikke varen længere. Efter et længere tovtrækkeri, hvor den 46-årige ifølge Kurt Andersen førte bedrageriet videre ved at forsøge at snyde en række nordjyske byggefirmaer, besluttede Kurt Andersen sig for at anmelde sagen, som han kalder "systematisk bedrageri" til politiet. - Jeg har hverken fået den vare, jeg skulle, eller fået de 21.000 kroner tilbage, og det irriterer mig. Han har fortalt den ene løgnehistorie efter den anden i denne sag, og det vil jeg ikke være med til længere, fortæller Kurt Andersen. Han har flere gange opsøgt den 46-årige på dennes bopæl og forsøgt at få ham til at levere produktet eller tilbagebetale de 21.000 kr. Hver gang har den 46-årige tilsyneladende vævet udenom og sagt, at produktet eller pengene var lige på trapperne, men det er ifølge Kurt Andersen ikke dukket op. Derfor advarer han andre om at handle med den 46-årige. - Folk skal vide, at han er en farlig mand at handle med. Han er værre end sigøjnere, der stjæler i en forretning. Han har simpelthen ingen skrupler. Jeg mener ikke, at en mand, der er tidligere dømt, skal have lov til at fortsætte med at lave bedrageri, siger Kurt Hansen, der er overbevidst om, at den 46-årige skylder andre folk penge. - Stå frem og lav en politianmeldelse på ham. Han skal ikke have lov til at gå og snyde sådan, lyder opfordringen fra Kurt Andersen, der er indehaver af motorcykelbutikken, MC-garagen, i Aalbæk. NORDJYSKE har kontaktet den 46-årige. Han føler ikke, at han har gjort noget forkert, men han ønsker ikke at kommentere sagen yderligere. Hvis den 46-årige er skyldig i bedrageri, minder denne episode om sagen fra marts, hvor han blev dømt for flere gange at have hævet et depositum uden at levere den bestilte vare. Dommen lød dengang på 200 timers samfundstjeneste og en tillægsbøde på 300.000 kroner.