46-årig druknet i lystbådehavn i Helsingør

Vidner hørte mand råbe om hjælp fra havnebassin. Betjente fik ham op, men hans liv stod ikke til at redde.

Kriminalitet 8. september 2018 09:23

En 46-årig mand mistede natten til lørdag livet i en drukneulykke i Helsingør Nordhavn.

Det oplyser Nordsjællands Politi.

- Vi får klokken 01.48 en anmeldelse om, at en person råber om hjælp fra havnebassinet i nordhavnen, fortæller vagtchef David Borchersen.

Ifølge vagtchefen er politiets patrulje fremme ved havnebassinet fire minutter senere. Men et minut tidligere er råbene om hjælp holdt op.

- Patruljen springer i vandet og får bjærget personen. Det lykkedes også at få en puls, før han bliver overdraget til ambulancen, siger vagtchefen.

Men mandens liv stod ikke til at redde, og han afgik efterfølgende ved døden.

Helsingør Nordhavn er en lystbådehavn, men politiet kan lørdag morgen ikke sige, om manden havde en båd liggende i havnen, eller hvordan han faldt i vandet.

De pårørende til den 46-årige, der er fra lokalområdet, er blevet underrettet.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...