Trafikulykker

46-årig kvinde dræbt i bilulykke

Politiet har nu frigivet navnet på den kvinde, der onsdag blev dræbt ved en trafikulykke i Skelund nordøst for Hadsund. Det er den 46-årige Pernille Gitte Suksdorf fra Kastrup på Amager.

Dødsulykke ved Skelund nordøst for Hadsund onsdag 2. august 2006. Foto: Anders Bach

Dødsulykke ved Skelund nordøst for Hadsund onsdag 2. august 2006. Foto: Anders Bach

Hun var formentlig på ferie sammen med sin samlever og to børn. Den dræbtes ni-årige datter blev alvorligt kvæstet ved ulykken og blev omgående lagt i respirator efter at være kørt til Aalborg Sygehus. Samleveren og hans søn slap uden alvorlige kvæstelser. Ulykken skete kort før klokken 7 i aftes. Bilen med familien fra København overholdt ikke den ubetingede vigepligt, da de kørte fra Nørrevangsvej ud på Korupvej. Her blev bilen ramt i siden af en anden bil. Heri befandt sig en 44-årig mand og en 39-årig kvinde fra lokalområdet. Begge blev bragt til Hobro Sygehus, hvor det viste sig, at kvinden har brækket et ben. Politiets teknikere har konstateret, at der netop er asfalteret på stedet, og at vejbanen derfor ikke som normalt er forsynet med hajtænder. Man undersøger nu, hvor længe krydset har manglet afstribning, og om der på den baggrund kan placeres et medansvar for ulykken. Vagthavende ved Hobro Politi slår dog fast, at manden under alle omstændigheder havde et skilt at orientere sig efter. Resultatet af de øvrige tekniske undersøgelser foreligger endnu ikke.