46-årig nordjyde idømt forvaring: Lokkede mindreårig til sex

Løfte om penge og knallert var fremgangsmåde for 46-årig mand, der er idømt forvaring for overgreb mod børn.

Arkivfoto
Kriminalitet 10. september 2018 21:53 - Opdateret 12. september 2018 05:21

KOLDING: En 46-årig mand, der ifølge Fredericia Dagblads hjemmeside frdb.dk stammer fra Hobro og desuden har rødder i Randersområdet, er blevet idømt forvaring for en række seksuelle krænkelser og overgreb mod mindreårige.

Det oplyser Retten i Kolding.

Han er blandt andet fundet skyldig i flere tilfælde af samleje med en 14-årig dreng, som han mødtes med på et motel i Randers.

Den dømte lokkede ifølge anklageskriftet med løfte om penge og en knallert.

Samme fremgangsmåde brugte han over for en 14-årig dreng, som han aftalte at mødes med i Fredericia.

Men mødet blev forpurret, da drengens mor opdagede, det skulle finde sted.

Manden var tiltalt for i alt seks forhold, herunder besiddelse af børnepornografisk materiale.

Han er blevet fundet skyldig i alle punkter på nær ét: I et tilfælde var han tiltalt for forsøg på voldtægt af et 11-årigt barn.

Her rakte beviserne ifølge rettens vurdering kun til at dømme for blufærdighedskrænkelse.

Dommen anket

Den dømte har nægtet sig skyldig i hovedparten af anklagerne og anket dommen til landsretten.

Forvaring er en tidsubestemt sanktion, der bruges, når der er tale om personer, som skønnes farlige for deres omgivelser.

Sanktionen kommer på tale, når der dømmes for drab, røveri eller alvorlige sædelighedsforbrydelser.

Ifølge Fredericia Dagblad er det sjette gang, at manden dømmes for sædelighedsforbrydelser.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...