463 håndboldkampe i 17 sportshaller
Thy Cup 2012 i gang

Galleri - Tryk og se alle billederne.
THISTED:Så er håndboldstævnet Thy Cup 2012 - den 35. udgave - rigtig godt i gang. Der var indmarch torsdag kl. 18.50, derefter tale ved viceborgmester Ulla Vestergaard (S) og musik ved FDF Orkester før de seks første kampe, der var programsat til i aftes.
Men forbehold må man tage.
Det lærte arrangørerne af det store traditionsrige håndboldstævne torsdag morgen, da en af de ledende kræfter, Ivan Marquartsen - buskoordinator, stævneleder og nattevagtchef - pludselig faldt ude på den glatte parkeringsplads foran Thyhallen og brækkede armen. Godt og vel over middag var han dog tilbage med armen i gips og slynge - og klar til at fortsætte, hvis ellers smerterne vil tillade ham det.
Der er lagt op til, at stævnet, som fortsætter frem til søndag allersidst på eftermiddagen, vil byde på 345 timers håndbold igennem 463 kampe mellem ca. 1600 spillere på 135 hold fra 37 klubber (heraf seks fra Tyskland) i 17 haller i Thy samt på Hannæs og Mors. Spillere og kampe services af ca. 350 frivillige, hvoraf ledelsen af stævnet udgør knap 20. I håndboldtermer spiller holdene i årgangene U10, U12, U14, U16 og U18, og i alle rækker spilles der frem mod en vinder af Thy Cup 2012.
TIK Håndbold har til stævnet fået konkret hjælp i form af frivillige fra Sjørring HK, Nors BK, HF Mors, Thisted Svømmeklub og Politihjemmeværnets Støtteforening, fortæller stævnechefen Steen Stoltenberg, som var den, der allerede for en snes år siden fik skabt kontakt til klubber i Sydslesvig, herunder HSG Tarp-Wanderup, som også er med i år, og hvorfra interessen har bredt sig sydpå i Tyskland. I år helt ned til få kilometer fra Bodensøen, der danner grænse mellem tre tysktalende stater, nemlig Tyskland, Østrig og Schweiz.
Hjælp fra Aabybro
I alt 1300 ud af de ca. 1600 deltagere i stævnet har betalt for at få maden serveret, og de er indkvarteret i Thyhallen samt på Østre Skole, Nors Skole, Rolighedsskolen, EUC og gymnasiet.
Stævnet i år bliver første gang i mange år uden Per Gøttrup og Per Frandsen i ledelsen, og det betyder samtidig, fortæller Steen Stoltenberg, at man har valgt at lægge om til et helt nyt it-baseret turneringssystem, hvortil man i år får hjælp af stævneleder Jørn Larsen fra Aabybro Cup’en.
Som tidligere omtalt her i Thisted Dagblad, har økonomien i år været presset:
- Vi håber, at en række af de tiltag, vi har gjort, vil føre til, at vi igen får sorte tal på bundlinjen, siger Steen Stoltenberg, som takker et velvilligt forenings- og erhvervsliv på egnen for opbakningen til det internationale stævne, som gennem årene har været med til at sætte Thisted på landkortet hos rigtig mange håndspillere og deres pårørende i hele Europa:
- Jeg har selv i Italien mødt en, der havde været til Thy Cup, siger Steen Stoltenberg.
Han er også glad for den opbakning, byrådets økonomiudvalg har givet stævnet i form af såvel støtte som underskudsgaranti:
- Det giver motivation til det videre arbejde, fordi vi ser det som en anerkendelse af vores hidtidige indsats, siger han.
W
thycup.dk
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.