47-årig mand fængslet for at true Mette Frederiksen

En mand er sigtet for trusler ved opkald til partikontor. Manden skal sidde fængslet på psykiatrisk afdeling.

Nordjyllands Politi har anholdt en 47-årig mand, som sigtes for at have fremsat trusler mod statsminister Mette Frederiksen (S). Truslerne skal være fremsat over telefon. (Arkivfoto)

Nordjyllands Politi har anholdt en 47-årig mand, som sigtes for at have fremsat trusler mod statsminister Mette Frederiksen (S). Truslerne skal være fremsat over telefon. (Arkivfoto)

AALBORG:En 47-årig mand har ringet til Socialdemokratiets partikontor og indtalt trusler mod statsminister Mette Frederiksen (S).

Det oplyser Nordjyllands Politi lørdag formiddag, efter at manden er blevet varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør, der er foregået ved Retten i Aalborg.

- Den 47-årige er sigtet for at have indtelefoneret trusler mod statsminister Mette Frederiksen. Truslerne er indtelefoneret til Socialdemokratiets partikontor, skriver politiet på Twitter.

Ved grundlovsforhøret besluttede dommeren at varetægtsfængsle manden ind til foreløbigt 11. maj. Han skal dog ikke sidde fængslet i en almindelig arrest, men på en psykiatrisk afdeling.

Nordjyllands Politi oplyste første gang om sagen lørdag morgen klokken 09.05 på Twitter. Anholdelsen var sket efter en "kort efterforskning", lød det fra politiet.

Det fremgår af Retten i Aalborgs liste over retsmøder, at der lørdag morgen fra klokken 9-11 var et grundlovsforhør i en sag om trusler om vold mod nogen i offentlig tjeneste.

Politiet afviser lørdag morgen at komme med yderligere oplysninger om sagen.

Det fremgår ikke af politiets oplysninger, hvordan manden forholder sig til sigtelsen. Men han har ifølge politiet ikke valgt at kære afgørelsen om fængsling til landsretten.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.