48-årig tiltalt for forsøg på dobbelt manddrab

En 48-årig mand fra Poulstrup bliver tiltalt for forsøg på dobbelt manddrab, når hans sag kommer for i Vestre Landsret, formentlig i starten af december.

Sagen går tilbage til 26. september sidste år, hvor den 48-årige blev anholdt af politiet efter et skuddrama på hans ejendom i Poulstrup. En 41-årig mand blev ramt af 75 hagl i kinden og hans 51-årige samlever blev enten skudt eller ramt med et spidst instrument ind gennem øjet, der forårsagede en alvorlig hjernelæsion. Indtil nu har det ikke været muligt at fastslå, hvad der har været årsag til kvindens alvorlige læsion. Senest har det været fremme, at læsionen muligvis kan stamme fra et hug med en høtyv. Den 48-årige mand har siddet varetægtsfængslet siden anholdelsen. Han har tilstået at have skudt på den 41-årige mand, mens han nægter at have forvoldt skade på kvinden. I anklageskriftet kræver statsadvokaten, at manden dømmes til anbringelse på ubestemt tid på en institution for folk med vidtgående psykiske handicap. En mentalundersøgelse har tidligere fastslået, at den 48-årige er retarderet. Forsvareren, advokat Olav Pedersen, oplyser at tiltalen ikke overrasker ham. - Jeg forholder mig til tiltalen, og skal nu igen have snakket med min klient, siger Olav Pedersen.