48 voksne piger nød deres fridag

Øster Vrå 6. marts 2007 05:00

ØSTERVRÅ: Et alsidigt program var sat sammen til de 48 voksne piger i alle aldre fra Østervrå og omegn, som havde meldt sig til det årlige arrangement ”Pigernes Fridag”. Turen tog sin begyndelse tidligt på formiddagen, hvor der blev indtaget fælles morgenkaffe i ØVI’s Klubhus. Her fik alle deltagere deres navneskilt udleveret, men stort set ikke ret meget mere. Dagens program forblev traditionen tro en stor hemmelighed. Det betød også, at der under hele turen, som foregik med bus, blev gættet på alt mellem himmel og jord som besøgsmål. På forhånd var deltagerne inddelt i hold i en god blanding af kendte og ukendte ansigter. Første stop gjaldt Napstjertgård mellem Aalbæk og Jerup, hvor der var rig lejlighed til at se på bl.a. brugskunst og møbler, men også at smage på rødvin og mjød. Næste stop var Adventure Golf i Hjørring, hvor deltagerne også spiste frokost. Hele dage var der både i bussen og under de enkelte stop indlagt forskellige underholdende konkurrencer, som både krævede fysikken og hjernens medvirken. Lendum Kro var sidste stop for pigerne. De fleste håbede nok på, at der ville være mulighed for en lækker aftensmad. De blev da heller ikke skuffede, men inden måtte de lige gennemgå et lynkursus i Linedance. Instruktør Anita Lingsø dirigerede hele flokken af piger, som alle straks var med på ideen og gik på med krum hals. En god times tid gik det løs med diverse dansetrin, inden pigerne kunne få lov til at sætte sig til det veldækkede bord.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...