Kirkepolitik

483 unge i kæmpe kirkekor

Kirkeministeren deltager lørdag i biskoppens traditionelle stormøde med stiftets præster og menighedsråd.

Det bliver under politibeskyttelse, når næsten 500 børn og unge fra en hel stribe nordjyske kirkekor på lørdag besøger Aalborg. De skal nemlig midt på eftermiddagen passere tværs over Vesterbro mellem Ansgars Kirke og Aalborg Kongres- og Kultur Center, og derfor er færdselspolitiet på stedet for at lukke for trafik, indtil alle børn og unge er kommet i sikkerhed for trafikken. Anledningen er det store Stiftsmenighedsrådsmøde, som biskop Søren Lodberg Hvas indbyder til hvert fjerde år i maj efter menighedsrådsvalg. Traditionelt deltager over 2000 præster og menighedsrådsmedlemmer inclusive valgte medarbejderrepræsentanter. Tidligere har de mange mennesker fra landets geografisk største stift samlet sig i en række af byens kirker til gudstjeneste fra morgenstunden, men i år holdes gudstjenesten i Aalborghallen med biskoppen som prædikant og organist i domkirken, Margrethe T. Østergaard, ved orglet. Mødet byder desuden på foredrag om eftermiddagen af kirkeminister Birthe Rønn Hornbech og af biskoppen over Fyns Stift, Kresten Drejergaard, ved aftenarrangementet. Her taler også stiftets egen biskop - og det bliver angiveligt sidste gang, Søren Lodberg Hvas er vært ved det store arrangement. Hans emne hedder da også: "På farten i Aalborg Stift gennem 18 år." De mange deltager i stiftsmenighedsrådsmødet får midt på eftermiddagen lejlighed til at høre hele 483 sangglade børn og unge, som samme dag deltager i et storslået korstævne, arrangeret af Folkekirkens Ungdomskor i Nordjylland - FUK-Nordjylland. De unge mennesker skal øve fra morgenstunden i Ansgars Kirke inden koncerten i Aalborghallen, hvor de bl.a. er med ved uropførelsen af et stort værk, skrevet til lejligheden af organist og komponist Erling Lindgren, som også skal instruere korene. Værket er et moderne bud på gendigtning af tekster fra Salmernes Bog i det Gamle Testamente, og det store kor akkompagneres professionelt af saxofon, kontrabas og piano.