EMNER

49-årig ændrer forklaring om brand

AALBORG:Den 49-årige mand, som på et tidligere tispunkt har erkendt, at det var ham, der 18. august i fjor var ophavsmand til en storbrand på virksomheden SM Limtræ i Storvorde har ændret forklaring. Manden nægter sig nu skyldig, og dermed er der ikke længere lagt op til, at sagen kan gennemføres som en tilståelsessag, oplyser kriminalinspektør Ole Christensen fra Aalborg Politi. Trods hovedpersonens ændrede holdning til skyldsspørgsmålet ser politiet ikke nogen grund til at afhøre den 49-årige på ny. - Der ligger allerede nogle tekniske erklæringer i sagen og nogle vidneudsagn, som understøtter sigtedes første forklaring i grundlovsforhøret, hvor han erkendte sig skyldig. Derfor ser vi ingen grund til en fornyet afhøring, siger kriminalinspektør Ole Christensen. Ved branden blev store dele af trævirksomheden lagt i ruiner. Den 49-årige, som var ansat på SM Limtræ, forklarede i grundlovsforhøret i december, at han som sædvanlig var mødt ind på arbejde før de andre om mandagen, og at han ville tage en af fabrikkens computere. For at sløre, at det var ham, der havde stjålet computeren, satte han ild til en stabel fyrretræ. I løbet af få minutter var storbranden en realitet, og den 49-årige nåede lige at redde sig ud i sidste øjeblik. Men denne forklaring kan han tilsyneladende ikke længere stå ved. I hvert fald nægter han sig skyldig. Ved branden i SM Limtræ gik der værdier tabt for 35 millioner kroner. Alene løsøret beløber sig til 25 millioner kroner. Politiet vil indstille til statsadvokaten, at sagen kommer til at køre som en nævningesag. Det vil sige, at strafpåstanden vil være over fire års fængsel. Foreløbig er den sigtede ved at blive mentalundersøgt, og før den undersøgelse er færdig, kan sagen ikke komme for retten.