Kunst

49 kunstnere i Jerslev

To dages udstilling på Toftegårdsskolen for 19. år

JERSLEV:For 19. år i træk arrangerer Borgerforeningen for Jerslev og Omegn "Efterårskunst i Jerslev". Bestyrelsen har også denne gang suppleret sig med billedkunstnerne Kurt Kirkbak, Dronninglund samt Inge Østergaard, Sterup. Så nu består kunstudvalget af et team på i alt ni personer. Kunstneren, som har malet billedet til årets plakat, er Inge Østergaard, som selv har ønsket at give plads til nye kunstnere. Så hun udstiller kun originalen på udstillingen. - Inge har som vores lokale kunstner og lærer på Toftegårdsskolen deltaget i samtlige Efterårskunst-udstillinger i Jerslev. Efter flere års overtalelse lykkedes det denne gang at få Inge med i kunstudvalget, fortæller Kaja Rosenvinge og Mona Fuglsang fra udstillingens kunstudvalg. I år er der udvalgt 49 kunstnere blandt ca. 80 interesserede. Heraf har de 11 ikke tidligere udstillet på Efterårskunst i Jerslev. Desuden udstiller Husflidsforeningen for Jerslev og Omegn. Ole Jespersgaard har udstillet ved Efterårskunst i mange år og er tidligere medlem af kunstudvalget. Men i år er han også tovholder for et skabende kunstværksted for børn i forbindelse med Efterårsudstillingen. - Begge dage kan alle 8-13-årige hylde H. C. Andersen-året ved at deltage og male i "Det er ganske vist"-afdelingen. Ole Jespersgaard sørger for, at deltagerne bliver forsynet med pensler, farver og lærreder - samt at der er mulighed for at lytte til eventyr og musik fra H. C. Andersens tid. Der vil også være et samarbejde med skolens lærere og elever. Det er gratis at være med til børnekunst. Gratis adgang Og der er gratis adgang til salgsudstillingen, som foregår i Toftegårdsskolens idrætshal. - Her kan publikum opleve tekstil- og billedkunst, skulpturer, keramik, glaskunst og pileflet. Der er desuden mulighed for at kunne slappe af i KunstCaféen, hvorfra der er udsigt til de udstillede værker. Kulturelt Samråd yder et tilskud til udstillingen. Ferniseringen finder sted lørdag formiddag og foretages af Ole Jespersgaard, formand for Børne- og Kulturudvalget i Brønderslev Kommune. Kunst alene gør det ikke:Begge dage bliver også musikalske indslag. Om lørdagen spiller Jazz-Friends med bl.a musikskoleleder John Fuglsang. - Mange borgere fra Jerslev og omegn står sammen om at få Efterårskunst i Jerslev til at forløbe så optimalt som muligt. Utallige frivillige hjælpere yder en uvurderlig arbejdsindsats før, under og efter udstillingen. Det er vi glade for, siger de to fra kunstudvalget.