Advokat fik over fem millioner på ét år for at forsvare tiltalte

Statskassen har udbetalt 1,3 milliarder kroner i forsvarsadvokaters salærer og godtgørelse fra 2015 til 2017

Regeringen vil skærpe kontrollen med forsvarsadvokater med ti nye initiativer. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Regeringen vil skærpe kontrollen med forsvarsadvokater med ti nye initiativer. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

DANMARK:En advokat har angiveligt fået udbetalt 5,5 millioner kroner om året for at forsvare kriminelle ved domstolene.

Det viser en ny rapport om forsvarsadvokaters salærer og regelbrud, som er udarbejdet for Justitsministeriet, skriver Ekstra Bladet mandag.

Undersøgelsen overrasker både justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og Advokatsamfundet.

Regeringen vil derfor skærpe kontrollen med ti nye initiativer, som præsenteres mandag.

- Det er tydeligt for enhver, at der er nogle brodne kar i den her branche. Alle må være interesseret i, at vi får ryddet op, siger Søren Pape Poulsen til Ekstra Bladet.

Dømte i straffesager bliver som regel oveni straffen også dømt til at betale salæret til deres forsvarer. Det offentlige lægger ud, fordi deres klienter sjældent selv har pengene. Ved frifindelser skal det offentlige betale salæret.

Grundtaksten for forsvarsadvokater er 1700 kroner i timen.

Salæret på 5,5 millioner svarer derfor til mere end 3000 arbejdstimer på et år.

Derfor skal advokaten have arbejdet 12 timer om dagen fra mandag til fredag uden ferie eller helligdage.

Millionsalær skal undersøges

Advokatsamfundet, som fører tilsyn med alle landets godt 6000 advokater, vil iværksætte en undersøgelse af millionsalæret.

- Det er naturligvis en sag, som vi ser meget alvorligt på. Vi har derfor med det samme iværksat en undersøgelse af sagen, skriver Torben Jensen, generalsekretær i Advokatsamfundet, i en kommentar til Ekstra Bladet.

Rapporten skriver, at den måde, som salærerne bliver udbetalt til advokaterne, giver meget begrænsede muligheder for at føre tilsyn.

- Vi styrker tilsynet, så man ikke kan regne ud, at hvis man lige har haft det, så går der nok to år igen. Samtidig vil jeg gerne have flere ekstraordinære tilsyn, siger Søren Pape Poulsen.

Samtidig med skrappere kontrol vil justitsministeren blandt andet også have indført højere bøder og en whistleblower-ordning.

Foreningen af forsvarsadvokater påpeger, at man som forsvarsadvokat arbejder rigtig meget.

- I det omfang enkelte skiller sig markant ud, vil det være nærliggende frem for at generalisere på dette grundlag, at man forespørger denne eller disse om der i den undersøgte periode har gjort sig særlige forhold gældende, skriver formand Kristian Mølgaard i en skriftlig kommentar til Ekstra Bladet.

Ifølge forsvarsadvokat Mette Grith Stage kan der være en simpel forklaring på millionlønnen

- Hvis jeg er beskikket i en sag, men sender en kollega i mit sted en dag, så går salæret alligevel ind på min konto, fordi det er for omstændeligt for retterne at skulle splitte det op, siger hun.

Statskassen har udbetalt 1,346 milliarder kroner i salærer og godtgørelse til forsvarsadvokater i en periode fra 1. januar 2015 til 30. september 2017.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.