Randers

5-årig pige glemt i børnehave

Personalet låste pige inde og tog hjem

Arkivfoto

Arkivfoto

RANDERS:Faren til en femårig pige i Randers fik sig en ubehagelig overraskelse, da han mandag eftermiddag ville hente sin datter i Børnehuset på Gl. Jennumvej.

Pigen var i børnehavens lokaler, hvor hun gik grædende rundt, men personalet havde låst dørene og var taget hjem.

Det skriver Ramders Amtsavis.

Faren kontaktede politiet, som derefter sørgede for, at dørene blev åbnet.

Ifølge politikommissær og vagtchef Peter Hunniche, Østjyllands Politi, har børnehaven et elektronisk system, hvor forældrene trykker sine børn ud og ind. Derfor kan man se, om børnene er ankommet eller er gået hjem.

- Så en eller anden må have tastet to gange eller i hvert fald gjort, så det så ud som om alle børnene var hentet, selv om den lille pige ikke var hentet. Så personalet låste og gik hjem, uden at tjekke lokalerne, siger vagtchefen til amtsavisen.

Har bedt om redegørelse

Den pædagogiske leder Helle Foersom vil ikke udtale sig, før sagen er blevet undersøgt grundigt.

Randers Kommunes børnechef, Dorte Brøns, ser alvorligt på sagen.

- Det er klart, at vi skal have helt styr på, hvad der er sket her. For både børn og deres forældre skal kunne være trygge i vores institutioner. Men jeg har bedt om en redegørelse fra Børnehuset, og den vil jeg have lejlighed til at se, før jeg udtaler mig. Jeg har fået nogle fragmenter fra mandag aften og her fra i morges, og det hele skal lige samles først, siger Dorte Brøns til randers Amtsavis.

Formanden for forældrerådet i Børnehuset ønsker ikke at udtale sig.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.