50.000 har set på masser af sand

Sandskulpturfestivalen har 58 procent flere besøgende end sidste år

John Andersen, indehaver af Blokhus Sandskulptur Festival overrækker gaver til den heldige familie, som gæstede parken som nummer 50.000. foto: Lotte Kande

John Andersen, indehaver af Blokhus Sandskulptur Festival overrækker gaver til den heldige familie, som gæstede parken som nummer 50.000. foto: Lotte Kande

BLOKHUS:- Vi jubler faktisk over vejret, som jo er perfekt til besøg i Sandskulpturparken udtaler indehaver, John Andersen. Skulpturparken kunne torsdag 6. august således byde velkommen indenfor i en verden af sand til ægteparret Elin og Jakob Nielsen, der sammen med reserve-børnebørnene, Lea og Isac Jensen Reinerstedt gæstede parken som nr. 50.000.

Udover fri entré blev familien begavet med blandt andet smukke blomster og indgangsbilletter til Fårup Sommerland. Derudover var direktør fra Aalborg City, Flemming Thingbak også kommet til stede for at lykønske familien. Med sig havde han et gavekort på 500 kroner til Aalborg City.

Familien fortæller, at det siden Sandskulpturernes begyndelse i 2013, har været en fast tradition hvert år at besøge skulpturparken, som de finder imponerende og kunstnerisk udført.

God sand-sæson

Indtil videre har ”sand-sæsonen” været god for Blokhus Sandskulptur Festival. John Andersen melder om en flot fremgang i besøgstal, der ligger 58 procent over sidste års tal for samme periode.

Den 10.000 kvadratmeter store skulpturpark, hvor man bl.a. kan opleve Nattergalen, Fyrtøjet, Tommelise og Den lille Havfrue efter H.C. Andersens eventyr har flere gange oplevet at have over 2000 gæster inde i parken på én dag.

- Derudover tror jeg også, at vejret har spillet en afgørende rolle. I 2014 havde vi knap 10.000 færre besøgende i juli, end i 2013, grundet det ekstremt varme sommervejr i 2014. I år oplever vi, at det bedste sand-vejr er, når temperaturerne ligger under 25 grader og er forholdsvis solrigt, fortæller John Andersen, der samtidig tilføjer, at det er uden betydning om det blæser, da parken ligger i læ af skoven. Afslutningsvis tilføjer han, at Blokhus Sandskulptur Festival forventer at nå op på et samlet gæstetal på ca. 65.000 inden der lukkes ned for sæsonen ultimo oktober.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.