EMNER

50.000 kr. - men ikke til alle

NYFORS:Elforsyningsselskabet Nyfors holder lige nu valg til selskabets Repræsentantskab, som det fremgår af annoncer her i NORDJYSKE. Nyfors er et andelsselskab, hvor alle andelshavere burde behandles ens. Jeg finder det derfor mærkværdigt, at Nyfors nogle steder tilbyder fibertilslutninger, andre steder slet ikke. I tre større byer i Jammerbugt Kommune (de gamle kommune-"hovedstæder") - Fjerritslev, Aabybro, Brovst kan andelshaverne f.eks. således få en fibertilslutning, men det kan man ikke i Pandrup-Kaas området. Jeg har svært ved at se, at der skulle være så stor forskel i interessen i disse byer, så det ligner et bevidst fravalg fra Nyfors' idé. Da fiberforretningen nok ikke giver overskud bindes der ifølge IT & Telestyrelsen 50.000 kroner i halen på enhver fibertilslutning. Det betyder, at Nyfors' andelshavere ikke ligestilles - bor du i Brovst, Aabybro eller Fjerritslev og mange andre steder, så får du et tilskud fra Nyfors på 50.000 kroner til en fibertilslutning, medens det ikke gælder for dem, der bor et sted, som Nyfors har fravalgt. De sidst omtalte får ikke en krone. Det er ikke ligestilling af andelshaverne og imod hele andelstanken. Det har jeg skrevet et brev om til Repræsentantskabet, men det blev slet ikke behandlet her. Bestyrelsen mente under henvisning til vedtægterne ikke, at det kunne behandles af Repræsentantskabet. Det er en lille smule underligt, da Repræsentantskabet er Nyfors" øverste organ, men der er åbenbart lavet nogle vedtægter, der sikrer, at hele magten ligger hos bestyrelsen. Det er selvfølgelig også lettere - for bestyrelsen. Jeg vil nu meget håbe, at dem, der stiller op til valget, nu klart melder ud, hvad de mener om, at nogle andelshavere får 50.000 kroner af selskabet, medens andre får nul og niks. Og generelt vil jeg også gerne vide, om de går ind for, at alle andelshavere stilles ens i Nyfors. Jeg vil gerne vide dette før jeg stemmer.