EMNER

50 år med politihunde i Hobro

Men politihundeforeningen gruer for fremtiden i Hostrupkrogen

HOBRO:- For det første kontingent købte vi af DCH (Dansk Civilhundeførerforening) hvad de havde af springbrædder og ærmer, og vi flyttede træningen ud i bakkerne ved Hegedal. Snart blev vi klar over, at vi måtte have et hus, når der var dårligt vejr. Vi lånte 100 kr. af hvert medlem, som fik dem tilbage, så snart vi havde penge i kassen. Vi begyndte også at tage ud til byfester for at tjene lidt penge til foreningen. Sådan skrev nu afdøde Niels Thorsgård Nielsen om begyndelsen til Dansk Politihundeforenings Hobro afdeling, da foreningen i 1994 havde 40 års jubilæum. Niels Thorsgård Nielsen var sammen med nu også afdøde Aage Skov med til at starte Hobro Politihundeførerforening under Dansk Politihundeforening. På onsdag 15. december fylder foreningen 50 år, og det bliver markeret ved en uformel reception i foreningens klubhus i Hostrupkrogen på søndag 19. december. Afdelingens medlemmer og andre hundeinteresserede er velkomne, oplyser formand John Sørensen, som i anledning af jubilæet har støvet de gamle arkiver af og bl.a. fundet det indlæg, som Niels Thorsgård Nielsen skrev i 1994. - Som træner havde vi den - nu afdøde - meget, meget dygtige Elof Mortensen, om hvem der blev sagt, at hvad han ikke vidste om hunde og træning, var ikke værd at vide, beretter Niels Thorsgård videre. En hjemløs klub Foreningen har i årenes løb måtte flytte lidt rundt med deres klubhus, og har såmænd også været helt hjemløse. - Men endelig blev der købt en gammel rutebil, der blev lavet til klubhus. Den flyttede vi rundt med, indtil vi fandt en blivende plads i grusgraven. Den havde vi megen fornøjelse af i flere år, men den gamle rutebil blev efterhånden for lille, og da vi havde fået lidt penge i kassen, mente bestyrelsen, vi skulle have et større hus. Bestyrelsen fandt en sovesal på en efterskole, som vi på en weekend fik afmonteret og kørt hjem og i løbet af nogen tid fik genopbygget, så vi nu har et dejligt stort klubhus, skrev Niels Thorsgård Nielsen dengang i 1994. Godt nyt i konkurrence I dag er Hobro Afdelingen en velfungerende afdeling med ca. 30 medlemmer, og der trænes på livet løs på træningspladsen i Hostrupkrogen. - At være aktiv hundefører er ikke blot at bruge al sin fritid sammen med hunden på træningspladsen, for mere vigtigt er den rigtige hund til den rigtige hundefører, som forstår at træne sin hund op til at løse de 11 øvelser, som Dansk Politihundeforenings konkurrenceprogram består af, siger formanden for Hobro Afdeling, John Sørensen. Konkurrenceprogrammet er inddelt i fire klasser, og Hobro Afdeling har i øjeblikket aktive konkurrencehunde i alle klasser, og flere nye hunde er på vej frem, fortæller John Sørensen, som har store forventninger til flotte konkurrenceresultater for klubbens medlemmer i også 2005. Hjemløse igen... Knap så optimistisk ser han på klubbens fremtid i den gamle grusgrav i Hostrupkrogen, for Hobro Kommune går med planer om snarest at udstykke parcelhusgrunde i Hostrupkrogen, og så skal der findes nye arealer til hundetræning, og klubhuset skal flyttes, hvis det da tåler endnu en flytning efter så mange år.