EMNER

50 år på rette lagerhylde

Alf Mollerup har aldrig drømt om at prøve noget andet - han blev vævet ind i familieforetagende

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Nu skal Alf til Amalienborg for at takke for sin belønningsmedalje. Og så regner han med at få sig en snak med dronningen om at være 66 år. Det er de nemlig begge til den tid.

SKALBORG:25 år. Det hænder. 40 år er en helt særlig begivenhed. Men 50 år. Det lyder helt utænkeligt. Ikke desto mindre er det, hvad Alf Mollerup har præsteret. I 50 år har han passet sit arbejde i samme virksomhed i branchen for gulvbelægning. De første mange år hed firmaet H. Ulf Nielsen engros, men for fire år siden blev det overtaget af konkurrenten Scandinova med hovedsæde i Herlev. Vævet ind i familie Men Alf og en halv snes medarbejdere har stadig deres arbejdsplads på Göteborgvej i Skalborg. Og i alle årene har han været altmuligmand på lageret. I de senere år med titel af lagerforvalter. Her sørger han for, at varer kommer ind og ud i rette rækkefølge. Ordner fragtbreve og får i det hele taget hverdagen til at glide. - Jeg ved jo, hvad vi har på hylderne og kender arbejdsrutinerne ud og ind, så det er jo meget naturligt, at de andre spørger mig, hvis de er i tvivl om noget, siger Alf Mollerup, der egentlig aldrig har haft ønske om at komme andre steder hen. Firmaet var i mange år et familieforetagende grundlagt af Henrik Ulf Nielsen. Og Alf Mollerup er nærmest vævet sammen med familien og den særlige ånd, der hersker i et familieforetagende. - Jeg blev jo nærmest en del af familien Ulf, og jeg har arbejdet sammen med fire generationer af familien, så jeg er kommet til at kende hele familien og har fulgt børnene fra de var helt små, bemærker Alf Mollerup, som er 65 år og jævnaldrende med den sidste ejer, Henrik Ulf Nielsen - barnebarn af grundlæggeren af samme navn. I daglig tale omtalt som henholdsvis junior og senior. I dag er gulvbelægningsfirmaet overtaget af Scandinova, der igen er ejet af Bygma-koncernen. - Da det var et familiefirma, var det jo familien, der traf beslutningerne. Nu er vi en del af en koncern, og selv om jeg har en afdelingsleder her i Aalborg, så bliver beslutningerne jo truffet længere væk i koncernledelsen. Vemodigt farvel Alf Mollerup bedyrer dog, at han stadig er glad for at gå på arbejde trods ejerskiftet, selv om der er tyndet ud i medarbejderstaben. På sit højeste talte H. Ulf Nielsen cirka 50 ansatte, Nu er der meget god plads mellem bordene i kantinen. Det var da også lidt vemodigt, da Alf for fire år siden fik overbragt nyheden om, at det var slut med familieforetagendet, og Alf måtte sige farvel til Ulf.