50 år på toppen

Hans Rottbøll er hofjægermester og godsejer på Børglum Kloster, men ser sig selv om landmand, jæger og og familiemennesker. Onsdag 21. september runder han 50 år. Foto: Bente Poder
Børglum 18. september 2011 16:14

¤ Hans Henning Rottbøll, Børglum Kloster, fylder onsdag 50 år. Et glimt i øjet, et varmt smil og et fast håndtryk. Hans Rottbøll har budt mange mennesker velkommen på Børglum Kloster igennem årene lige fra Dronning Margrethe og ned til den simpleste journalist, men alle får den samme varme velkomst. For godt nok ser omgivelserne Hans Rottbøll som godsejer og hofjægermester, men spørger man ham selv, så er han ganske enkelt landmand og Børglum Kloster er ikke hans. Det er bare et, han passer på for eftertiden. Og det har han gjort rigtigt godt, siden han som bare 23-årig overtog Børglum Kloster. Under ham - og med hustruen Anne ved sin side - er det lykkedes at gøre det store gods til en af Nordjyllands store turistattraktioner. Da han overtog det gamle kloster, så var det primært landbruget, som drev stedet. Nu giver turismen lige så stor en indtægt til klosteret, som også er afhængig af mange penge. For Hans Rottbøll mener det seriøst, når han siger, at han passer på klosteret. Hvert år bruger han omkring 800.000 kroner på bare at vedligeholde de gamle bygninger. Heldigvis vender hænderne rigtigt på landmanden, som gerne tager fat selv og får lavet tingene. Ellers har han en bedre halvdel, som heller ikke er bleg for at kravle på alle fire og lakere gulvet i Kongesalen, hvis der er behov for det. Og det er netop med til at gøre parret på Børglum Kloster så populære. Populariteten bliver ikke mindre, når Hans Rottbøll tager en rundvisning og fortæller sin egen og familiens historie samtidig med klosterets. For humoren følger Hans Rottbøll overalt. Også når han fortæller om dengang, da klostergården blev gravet op. Her ligger mange munke begravet i flere lag, men den meget unge Hans Rottbøll formastede sig til at snuppe lidt ben fra skeletterne. Og de kom nok ikke helt tilbage på samme sted bagefter, da den gamle godsejer opdagede drengestregerne. Onsdag bliver Hans Rottbøll så selv "den gamle godsejer", men det er en godsejer, som har holdt sig på toppen. Ikke bare toppen af Børglum Bakke, men også generelt. Der har altid været fart over feltet for Hans Rottbøll. Datteren Christine blev født fem måneder efter brylluppet. Siden er han blevet far til Benedicte, Hans Henrik og Anne-Marie. Onsdag rundes så livets måske skarpeste hjørne, men det får næppe Hans Rottbøll til at ændre stilen. Glimtet i øjet og humoren kan alderen ikke slukke. toto

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...