50 år

Klaus Nør­re­gård Lar­sen
Skolevæsen 1. april 2008 06:00

¤Klaus Nørregård Larsen, skoleleder, Guldstjernevej 8, V. Hjermitslev, fylder i dag 50 år. Klaus N. Larsen er født i Sørup i Himmerland, men kun få dage gammel flyttede han med familien til Klim ved Fjerritslev, hvor han voksede op. Han blev som ung uddannet tømrer og arbejdede som sådan i et par år, inden han skiftede boldgade - tog studentereksamen på studenterkursus og efterfølgende lærereksamen på Aalborg Seminarium. Han blev herefter ansat som lærer på V. Hjermitslev Skole. Her engagerede han sig også i det faglige arbejde og var i nogle år kasserer i Brønderslev Lærerkreds. I 2001 blev Klaus N. Larsen ansat som viceskoleinspektør ved Brovst Skole, og for snart et år siden blev han ansat som skoleleder for Saltum, Ingstrup og V. Hjermitslev skoler. Gennem hele livet har Klaus N. Larsen været meget udadvendt og meget interesseret i musik og sang. Han har spillet klaver, siden han var barn og spillede som ung også med i flere orkestre. Først Punkt 22, siden Messalina, Decibel og Skriver-ligaen. Klaus N. Larsen er gift med Helle, der er lærer i Vrå, og de har børnene Julie, Anders og Cecilie, og i fritiden er det familien, der har førsteprioritet. Men der bliver også plads til fritidsinteresser som havearbejde, løb og musikalsk samspil med Decibel.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...