Nørresundby

50 år

Kristian Bech Andersen

Kristian Bech Andersen

¤Kristian Bech Andersen, Teglhøjen 44, Favrskov, Hinnerup, fylder fredag 50 år. Kristian Bech Andersen er født og opvokset i Esbjerg, hvor han tog studentereksamen på Esbjerg kommunale gymnasium. Efter nogle år som officer af reserven i Artilleriet startede han i 1980 på Handelshøjskolen i Århus, hvorfra han dimitterede som cand.merc. og HD-O i 1985 og efterfølgende var tilknyttet som ekstern lektor i otte år. Kristian Bech Andersen var i fem år ansat med forskellige opgaver indenfor it, finans og økonomi hos Sabroe, Højbjerg og herefter i ni år ved Purup Prepress, Lystrup. Her havde han skiftende chefstillinger inden for økonomi, logistik og produktion. Fra 1999 var Kristian Bech Andersen i en årrække ansvarlig for produktion og logistik hos henholdsvis SDC DanDisc A/S og Simrad Støvring A/S. Kristian Bech Andersen er i dag tilknyttet Forsvaret med en grad af major af reserven (MJ-R, M331) og er designeret ved TFRGN (Totalforsvarsregion nord). I 2003 blev han ansat hos GateHouse Gruppen og har siden foråret 2007 været udnævnt og fungeret som COO for GateHouse A/S, Nørresundby. Fritiden bruges sammen med Linda på rejser, have, golf og oliemaleri, men også sommerhuset i Blåvand bliver flittigt benyttet sammen med familie og venner, når tiden tillader det. GateHouse A/S er på dagen kl. 13-17 vært ved en reception på Scheelsminde Hotel & Gastronomi, Scheelsmindevej 34, Aalborg.