50 år

Bjarne Pedersen
Ældreforhold 13. september 2009 06:00

¤Bjarne Pedersen, Strømgade 10, Vrå, fylder onsdag 50 år. Efter afsluttende realeksamen fra Tårs Skole kom Bjarne i lære som bager hos Kvickly i Hjørring. Da han var udlært, aftjente han sin værnepligt ved sanitetskompagniet på Hvorup Kaserne. Han valgte efter soldatertiden at uddanne sig til sygehjælper i Brønderslev Kommune. Her var han efterfølgende ansat i to år. Han søgte herefter nye udfordringer og blev ansat som fast nattevagt på Plejehjemmet Poulstruplund i Poulstrup. Efter ca. 12 år på Poulstruplund skiftede han til Løkken-Vrå Kommune, hvor han i mange år har kørt som fast nattevagt ved hjemmeplejen i Løkken. Efter kommunesammenlægningen kører han nu som fast nattevagt i Hjørring. Bjarne er utrolig vellidt af alle, både de ældre, som han kommer hos, og sine arbejdskolleger. Bjarne har altid været glad for at have med mennesker at gøre, både på sit arbejde og i sin fritid. Han har en energi og et gå på mod som de færreste. Han har tillige et stort hjerte overfor sine medmennesker. Selv om han bor alene, er der aktivitet i huset, døren er altid åben, og mange mennesker nyder godt af hans hjælpsomhed. Han klarer nemt et måltid mad, bager en kage eller laver is til fest. Fritiden bruger han flittigt i sin have, hvor han elsker at se tingene gro. Han formår også at anvende udbyttet fra urtehaven - han laver bl.a. saft og syltetøj. Det nyder familie og venner godt af. Bjarne har siden barnsben haft sin gang i Vrå Baptistkirke, først i søndagsskole så som spejder og nu som et aktivt medlem af menigheden i Vrå. Skal der kaffe, brød, kage eller mad på bordet til forskellige arrangementer i kirken, så er det som oftest Bjarne, der står i køkkenet. Fødselsdagen fejres med nærmeste familie.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...