50 år

Freddy Lange

Freddy Lange

¤Freddy Lange Nielsen, Klejtrup, fylder lørdag 50 år. Freddy Lange Nielsen arbejder til daglig med salg og er distriktschef hos landets største forhandler af teleskoplæssere og entreprenørmaskiner, Scantruck A/S i Skive for hvem han dækker blandt andet det nordjyske område. Freddy Lange Nielsen er født i Hvornum og bor i dag i Klejtrup sammen med sin familie. Efter handelsskolen blev han uddannet som kommis hos købmanden i Klejtrup. Senere fik han job hos en producent af tagsten, inden han vendte tilbage til dagligvarehandlen og en stilling som brugsuddeler i Roum. Siden har han arbejdet med rent salg. Først som sælger af bolsjer, så af chokolade og senere af kaffe. I forbindelse med at Freddy Lange Nielsen ledte efter en bestemt brugt stationcar i 1997 kom han i kontakt med salgschefen fra truckfirmaet N.C. Nielsen i Balling ved Skive. Her fandt han ikke blot sin nye brugte bil, men også sit nye job. Og umiddelbart efter denne overraskende og udviklende salgssnak, begyndte Freddy Lange Nielsen som sælger hos N.C. Nielsens nystartede datterselskab, Scantruck. De sidste mange år har Freddy Lange Nielsen koncentreret sig om salg af de røde teleskoplæssere fra Manitou. I fritiden spiller Freddy Lange Nielsen basguitar i duoen Kumpanerne, der står for musikken til festlige lejligheder. 50-års fødselsdagen bliver fejret med en reception fredag fra kl. 12.00 hos Scantruck, Katkjærvej 5, Skive.