50 år

¤Michael Schäfer, tidligere træner i Lyngby Boldklub, fylder søndag 50 år. Michael Schäfer er indbegrebet af Lyngby Boldklub. Mere end 13 år på klubbens førstehold blev afløst af fem år som træner i klubben. Kælenavnet "Mr. Lyngby" er ganske passende for Michael Schäfer. Med 473 førsteholdskampe er Schäfer indehaver af klubrekorden i klubben nord for København. Fodboldopvæksten fik han i Avarta, men som 16-årig lærte han via ynglingelandsholdet Lyngby-drengen Klaus Berggreen at kende, og Berggreen fik Schäfer overbevist om, at han skulle komme til Lyngby. Her fulgte et år på klubbens ynglingehold, inden han i 1977 kom op i førsteholdstruppen, og her var "Schäferen" fast inventar i de næste 13 år, og han var med til i 1983 at hente klubbens første danske mesterskab. Efter fodboldkarrieren gik Michael Schäfer trænervejen, og den begyndte - naturligvis - i Lyngby, hvor han umiddelbart efter at have indstillet sin karriere blev assisterende træner, inden han i 1992 overtog førsteholdet, der netop havde vundet det danske mesterskab. Efter tre sæsoner som chef i Lyngby blev han cheftræner i storklubben FC København, hvor det dog ikke blev til den store succes. Siden har han primært stået i spidsen for sjællandske og københavnske hold i de lidt lavere divisioner, og han har sideløbende med trænergerningen skabt sig et navn som fodboldkommentator. I sin aktive karriere nåede Michael Schäfer tre landskampe. Han er i dag assisterende træner i Gladsaxe-klubben AB, hvor den tidligere holdkammerat fra Lyngby-dagene Flemming Christensen er cheftræner. /ritzau/