Grynderup

50 år

Poul Grynderup, murer, Grønnegade 25, Strandby, Farsø, fylder lørdag 50 år. Han er født og opvokset på Fragtrupvej i Fandrup, hvor hans forældre havde en slægtsgård. Efter folkeskolen var han på Haubro Ungdomsskole i to år. Da han var i tvivl, om han ville gå landbrugsvejen for at overtage slægtsgården, tog han en mureruddannelse hos Hornum Murer- og Entreprenørforretning, hvor han blev færdiguddannet i 1981. Derefter var han på Asmildkloster Landbrugsskole, hvor han tog landmandsuddannelsen. Han var derefter med i gårdens drift sammen med sine forældre og overtog senere gården, da faderen døde. Efter mange overvejelser solgte han dog slægtsgården og flyttede til Strandby sammen med sin familie, der ud over hustruen Lone også tæller tre børn. Her købte de et hus, som de har lavet store om- og tilbygninger ved. Efter nogle afstikkere er Poul Grynderup nu tilbage i sin tidligere læreplads i Hornum, hvor han trives med murerarbejdet. Poul Grynderup er meget interesseret i sin Harley Davidson motorcykel, som tager meget af hans fritid, for han holder af at tage på ture både i indland og udland. Blandt andet skal han for anden gang til et stort træf i Fauker See i Østrig. Blandt Harley entusiaster har Poul Grynderup fundet mange venner, så det var naturligt at gå ind i foreningsarbejdet i CUI-Riders, hvor han er blevet formand. Da han var yngre, var det boksning, der havde hans interesse, og han boksede i Aalestrup Bokseklub sammen med kendte navne som Søren Søndergaard og Gert Bo Jacobsen. Nu er det som tilskuer, at han dyrker boksningen. Lokalt er Poul Grynderup næstformand i Strandby Borgerforening, hvor han bl.a. var med til at skaffe penge, så byen fik en flot julebelysning.