Hospitaler

50 år

¤Ida Sofie Jensen, København, direktør i medicinalindustriens brancheforening, fylder torsdag 50 år. Ida Sofie Jensen har på få år fået rettet op på branchens image. For tre et halvt år siden blev hun udnævnt til administrerende direktør for lægemiddelindustriens brancheforening, Lif. Her har hun i et magtfuldt kvindeligt makkerskab med foreningens formand, Karin Verland, bragt medicinalbranchens synspunkter frem i debatten om sundhedsvæsnets udvikling og fået styr på branchens imageproblemer. Hun har gjort det så overbevisende, at hun i den seneste opgørelse fra Dagens Medicin over sundhedsvæsnets 100 mest magtfulde personer ligger på plads nummer 27. Ida Sofie Jensen har tidligere gennem seks år været direktør for det daværende Københavns Amts Sygehus i Herlev. Hun begyndte sin karriere som fuldmægtig i Amtsrådsforeningen, efter at hun i 1984 blev færdig som cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet. Efter en årrække som direktionssekretær på Bispebjerg Hospital kom hun i 1994 tilbage til Amtsrådsforeningen som leder af sygehuskontoret. I 1998 valgte hun at tiltræde stillingen som sygehusdirektør for amtssygehuset i Herlev, og hun blev dermed øverste chef for et af landets største sygehuse. /ritzau/