50 år

Litauen 25. oktober 2008 06:00

¤Henrik Ussing Lynge, projektchef, landinspektør, Harald Fischersvej15, Løkken, fylder mandag 50 år. Henrik Ussing Lynge kom med familien til Løkken som fem-årig og har siden haft folkeregisteradresse i byen. Han fik i 1983 eksamen som landinspektør fra Aalborg Universitet, og efter et par års ansættelse i Frederikshavn, kom han til firmaet COWI i Aalborg, hvor han stadig arbejder. Jobbet som landinspektør har budt på mange spændende opgaver og flere gange ført ham ud i den store verden. Allerede i studietiden var Henrik Ussing på opmålingsarbejde i Grønland, og siden arbejdede han i godt tre år på Storebæltsbroens vestbro, hvor han bl. a skulle overvåge placeringen af brofagene. Han har siden været på opgaver i Litauen, Vietnam, Panama og de arabiske emirater, men det er især Afrika, der har været den store arbejdsplads med opgaver i Senegal, Burkina Faso, Etiopien, Uganda, Zimbabwe, Namibia, Nigeria, Togo, Benin og Ghana. Den første afrikanske opgave var i Ghana, og den gav en dramatisk oplevelse. Sammen med broderen Jørgen ville han besøgte den gamle danske fæstning Christiansborg, der også er præsidentbolig. Men da de kom for tæt på bygningen, blev de arresteret og mistænkt for at være amerikanske spioner. Der gav et par dage i et uhyggeligt fængsel, før fejltagelsen blev opdaget. I de forløbne år er COWIs landinspektørafdeling udvidet betydeligt, og Henrik Ussing har siden nytår været projektchef for en af landinspektørgrupperne. Henrik Ussing har også deltaget i Løkkens foreningsliv. Han var for mange år siden med til at starte en volleyboldklub, og har siddet i bestyrelsen for Løkken Museumsforening. Han har været aktiv i Løkken Kanonlaug, hvilket har kostet ham et knust ben, da han blev ramt af en løbsk kanon for to år siden. Han er kasserer i Løkken Modelbyggerlaug, der står bag opførelsen af en miniby i Løkken. Henrik Ussing Lynge er i denne valgperiode formand for skolebestyrelsen for Løkken Centralskole, et hverv som han er et meget optaget af og lægger meget arbejde i. Fødselsdagen fejres med åbent hus i Løkken Fiskerestaurant i dag, lørdag, kl. 13 – 17.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...