50 år

¤Preben Sørensen, overlæge og speciallæge, Ida Mariesvej 12, Hasseris, fylder torsdag 50 år. Preben Sørensen er overlæge på Neurokirurgisk afdeling, Aalborg Sygehus Syd. Han er, foruden at være kirurg, speciallæge, forskningsansvarlig og lektor i neuromedicin, også uddannelsesansvarlig for de kommende neurokirurger. Han er kendt for sin store faglige viden og grundighed, ikke blot i Danmark, men også i udlandet. Der er fra hans hånd skrevet mange indlæg i” The Lancet”. Preben Sørensen er arbejderbarn fra Kolding, hvor han i 1977 tog studentereksamen på Kolding Gymnasium. Efter et års sabbat blev han optaget på det medicinske fakultet ved Aarhus Universitet . Studietiden var overstået på normeret tid, og derefter var der turnustid rundt på forskellige sygehuse i Danmark. Hjertet hang ved Århus, ved neurokirurgien. I begyndelsen af 1990’erne var familien nogle år i Aalborg, men vendte tilbage til Århus, hvor professor Astrup opfordrede Preben til at blive helhjertet neurokirurg. Efter denne overbygning på uddannelsen, vendte familien tilbage til Aalborg. I 1996 og 1997 rejste Preben Sørensen hver dag fra Aalborg til Århus for at uddanne sig til speciallæge. Hjemme i baglandet stod hans kone, Susanne, med tre små piger, der skulle fordeles rundt på skole, børnehave og dagpleje, inden hun kunne passe sit arbejde som fuldtidsansat psykolog på børnepsykiatrisk afdeling. Preben Sørensen er vellidt af patienter og respekteret af kolleger på Aalborg Sygehus syd. Han er en glad fyr, der også gerne arrangerer firmature og julefrokoster. Fritiden går med havearbejde og ture til strand og vand samt en god lang ferie med alle ”fire piger”, gerne til Toscana. Preben Sørensen har også flair for at sejle, men dertil er tiden knap.