50-årig nordjyde er valgt til ny DBU-formand

Advokaten Jesper Møller blev lørdag valgt som Allan Hansens afløser som formand i Dansk Boldspil-Union.

1. marts 2014 15:39

Jesper Møller er lørdag blevet valgt til ny formand for Dansk Boldspil-Union (DBU).

Den 50-årige nordjyde var den eneste opstillede kandidat til formandsvalget på DBU's årsmøde i Odense.

Møller har de seneste 10 år været næstformand i DBU, men træder nu det sidste skridt op ad rangstigen i fodboldforbundet.

Nordjyden afløser Allan Hansen, der selv har ønsket at stoppe som formand, efter at han har siddet på posten siden 2002.

Jesper Møller holdt efter formandsvalget en tale for den store forsamling af klubledere og andre fodboldfolk, som han nu er den øverste chef for.

- Tusind tak for valget. Jeg kan ikke påstå, at det kommer bag på mig. Jeg har vidst det siden nytår, da der ikke var andre kandidater, der stillede op til posten, sagde Jesper Møller fra talerstolen i Odense.

- Jeg ser frem til at samarbejde med jer. Jeg går ind for samarbejde, involvering, dialog og åbenhed.

Den nyvalgte formand fortalte, at han den seneste tid har afholdt møder med alle medlemmer af DBU's bestyrelse.

- Samtalerne har givet mig et godt fundament for i hvilken retning, vi skal gå. Jeg ser det, som en nordjysk motorvej, den er bredsporet, der er masser af plads, og vi er klar til at trampe klampen i bund.

- Jeg ved, at forventningerne er store, og jeg håber, at vi kan leve op til dem, sagde han.

- Vi kommer til at træffe strategiske tilvalg og fravalg, og det kommer til at kræve et stærkt lederskab, tilføjede han.

Jesper Møller har siden 1993 været bestyrelsesmedlem i superligaklubben AaB og blev desuden formand for AaB's amatørafdeling i 2000.

Fra 1998 og frem har han været superligaklubbernes repræsentant i DBU's bestyrelse. Jesper Møller er advokat med møderet for for Højesteret.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...