50 års fængsel til Charles Taylor står fast

Appeldomstol fastholder 50 års fængsel til Charles Taylor for krigsforbrydelser.

Udland 26. september 2013 12:59 - Opdateret 26. september 2013 13:00

50 års fængsel til Charles Taylor står fast

En appelinstans ved FN's Særlige Domstol for Sierra Leone i Haag fastholder en dom på 50 års fængsel til Liberias tidligere præsident Charles Taylor for krigsforbrydelser fra 1996 til 2002 under den blodige borgerkrig i nabolandet Sierra Leone.

- Appeldomstolen bekræfter dommen på 50 års fængsel, og den beordrer en øjeblikkelig udførelse af straffen, siger dommer George King.

Det er første gang, at et tidligere statsoverhoved kendes skyldig i krigsforbrydelser.

Det er FN's Den Særlige Domstol for Sierra Leone i Haag i Holland, der har dømt Taylor for krigsforbrydelser fra 1996 til 2002 under den blodige borgerkrig i nabolandet Sierra Leone.

Taylor appellerede dommen på 50 års fængsel sidste år.

Han er blandt andet dømt for at have leveret våben til brutale oprørere i nabolandet, hvilket oprørerne betalte med såkaldte bloddiamanter. Oprørerne var berygtet for at skamfere ofre, begå massevoldtægter og holde børnesoldater under borgerkrigen fra 1991 til 2001.

Anklagemyndigheden, der krævede Taylor 80 år i fængsel, havde også appelleret dommen på 50 års fængsel.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...