Historie

50 børn sejler som historiske ambassadører for byen til Norge

50 børn modtages som officielle gæster i Arendal

FREDERIKSHAVN:Netop nu til morgen stævner det gode skib "Marilyn Anne", som i virkeligheden er en skonnert, ud fra Krudttårnets kaj med 24 børn fra Andedammen i Elling på dækket. Målet er Arendal i Norge, hvor børnene skal på besøg - som officielle ambassadører for Frederikshavn Kommune. Næsten samtidig stævner Color Line ud fra Hirtshals, og med sig har den, bla., den anden del af den officielle frederikshavner-delegation, nemlig 30 børn fra Ungdomsgården Hånbæk og Strandby Fritidscenter - med følge -i form af lærere og børnekulturkonsulenten Hanne Boesen. Når de to skibe er vel ankommet til Arendal, indgår børnene i byspillet "Kjæmpestaden Arendal" - et historisk byspil, der udspiller sig i denne weekend. Dette projekt er direkte inspireret af Frederikshavns Tordenskioldsdage, men tager sit historiske udgangspunkt 100 år senere, nemlig i 1812-1814, hvor sult og nød i Arendals opland var blevet så alvorlig, at nordmændene måtte have hjælp. Det fik de bl.a. fra Fladstrand, hvorfra der blev sendt korn og andet til hjælp til den sultende nordmænd. I et historisk spil med titlen "Det store kornoprør", opfører børn og voksne fra Arendal dramaet om dengang sulten hærgede den norske by, og hvordan det skete, at der kom hjælp fra Danmark. Den officielle invitation til at deltage i projektet var oprindelig rettet mod borgmester Erik Sørensen og hans følge, men da borgmester med følge var optaget i denne weekend, foreslog han i stedet, at kommunen skulle være repræsenteret i Arendal med børn i historiske kostumer. Og det tog Arendal med glæde imod. - Børnene fra Andedammen, der kommer sejlende med "Marilyn Anne" kommer som kornbørn til byen, ganske som Fladstrand i sin tid sendte korn til Norge, da Arendal gik bankerot. De vil være klædt i tidssvarende kostumer, og når de kommer til Arendal vil de indgå i spillet "Det store kornoprør", siger børnekoordinator Hanne Boesen. Den anden del af delegationen har fået kontakt med en 5. klasse på Sannes Skolen i Arendal, hvor en klasse arbejder med et projekt under "Kjæmpestaden..." der hedder "Her hører vi til". Børnene fra Frederikshavn har arbejdet med skjaldesange, spil, tasker og effekter fra den historiske tid, og de vil indgå i det norske spil med deres egne bidrag. - De børn, der ikke bor ombord på "Marilyn Anne" bor i hytter i en lejr, og dér kommer femteklassen og deres forældre op og griller og hygger sig med vore børn om aftenen, siger Hanne Boesen. Som officielle gæster har man selvfølgelig gaver med, og frederikshavner-børnene har bl.a. bogen "Tordenskjolds børn" af Irene Frøsig med til alle børn deroppe - foruden en kurv med krus og bjesk og andre historisk målefaste ting fra perioden omkring Tordenskjold. - Jeg synes det er meget flot af Frederikshavn Kommune, at man bakker op om projektet ved at sende børnene af sted som ambassadører. Vi glæder os helt vildt meget til at tage ud - og kunne gå ind i en sammenhæng i "Kjæmpestaden Arendal". Og jeg ved, at de glæder sig lige så meget til at se os, siger Hanne Boesen. Som mere uofficielle gæster medfølger en delegation af Tordenskiolds soldater, samt Jan Michael Madsen, der holder foredrag om historisk formidling. - Et historisk projekt betyder levende historie formidling, som gør det muligt for børnene, uanset historisk periode, at inspirere, leve sig ind i og spejle sig i hinandens projekter, fordi de agerer og ikke bare får tørre facts præsenteret. Problemstillingerne er jo ens, lige meget om det er 1717 eller 1814, f.eks.: hvordan laver man mad, hvordan ser man ud, hvordan leger man og forholdene mellem rig og fattig, så vi tror på det bliver lærerigt for alle parter, siger Hanne Boesen.