Vold

50 dage i fængsel for vold

PANDRUP:En 21 årig-mand fra Pandrup er ved en domsmandsret i Hjøring idømt 50 dages ubetinget fængsel for vold. Den 21 årige var tiltalt for, at han en aften i juli i år skulle have sparket en 15 årig dreng på kroppen samt givet ham knytnæveslag i ansigtet, hvorved to tænder i overmunden blev beskadiget. Voldsepisoden fandt sted på Statoil-tanken på Bredgade i Pandrup og blev af anklageren politifuldmægtig Ingrid Munck Hansen betegnet som aldeles uprovokeret gadevold. Den forulempede drengs bistandsadvokat tog forbehold med hensyn til eventuel erstatningskrav for varige tandskader. Den dømte voldsmand udbad sig 14 dages betænkningstid med hensyn til anke til landsretten. nca