Naturkatastrofer

50 evakueret efter kemikalieudslip

Politiet undersøger omstændigheder omkring udslip på Aarhus Havn. 50 mand er evakueret.

Der er sket et kemikalieudslip på Aarhus Havn. Ingen er kommet til skade. Foto: Torben Hansen

Der er sket et kemikalieudslip på Aarhus Havn. Ingen er kommet til skade. Foto: Torben Hansen

AARHUS:50 medarbejdere er evakueret i forbindelse med en anmeldelse om et kemikalieudslip på Aarhus Havn.

Udslippet er sket fra Mærsk-virksomheden APM Terminals, som ligger på Østhavnsvej i den yderste del af havneområdet. De evakuerede er flyttet til nærliggende bygninger.

Ingen tilskadekomne

Udslippet skete i en lagerhal, da to tromler med kemikalier faldt ned fra en gaffeltruck, som var ved at flytte tromlerne.

- Der er ingen tilskadekomne. Den eneste, der er foretaget noget i forhold til, er truckføreren. Han er blevet renset på stedet, fortæller politikommissær Mogens Brøndum til Ritzau.

Tromlerne var viklet ind i plastik, men den gik ifølge Østjyllands Politis oplysninger løs, mens tromlerne var på trucken, og de faldt af.

- Det begyndte at sive ud fra tromlerne, og truckføreren slog alarm.

Område spærret af

Politiet arbejder på stedet og har spærret området af med en sikkerhedsafstand på 50 meter.

Politiet har en idé om, hvilket kemikalie der er tale om, men det ligger endnu ikke fast, og kan derfor ikke oplyses.

Trafikken omkring Aarhus Havn skulle ikke lide under udslippet, og politiet forventer at være færdige på stedet i løbet af et par timer.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.