EMNER

50 har ledt efter Nikolaj

Faren til den forsvundne Nikolaj Broberg Winther er glad for stor opbakning til eftersøgningen.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Leif Winther (th) har fået stor opbakning til eftersøgningen af Nikolaj Broberg Winther. Foto: Michael Koch

Omkring 50 personer har mandag eftermiddag og aften været involveret i eftersøgningen af den 20-årige Nikolaj Broberg Winther, der sidst blev set lørdag morgen kl. 04 i Jomfru Ane Gade i Aalborg. - Jeg tror, at vi har været omkring 50 til at lede efter ham. Det er rigtig godt, at så mange vil hjælpe, siger Leif Winther, som er far til Nikolaj Broberg Winther. Den private eftersøgning af den 20-årige mand har primært foregået i centrum af Aalborg, Øgadekvarteret, Vejgaard og Vestbyen samt på havnearealerne på begge sider af fjorden. Leif Winther vil nu koncentrere sig om at udbrede kendskabet til, at hans søn er forsvundet. Han håber, at så mange som muligt får set et billede af hans søn, og at det måske får dem til at huske, at de har set den 20-årige, efter at han forlod Jomfru Ane Gade lørdag morgen. Leder med helikopter Nordjyllands Politi satte mandag hundepatruljer ind i eftersøgningen af Nikolaj Broberg Winther. Men ifølge vagtchef Aage Pedersen gav eftersøgningen intet resultat. - Vi har ingen indikationer af, hvor han har været, efter at han forsvandt, siger Aage Pedersen. Vagtchefen oplyser, at Nikolaj Broberg Winther sendte en sms-besked på sin telefon kl. 03.25 lørdag morgen. Men politiet kan ikke spore telefonen, for den er gået ud. Politiet har rekvireret en helikopter, som tirsdag skal overflyve fjorden for at lede efter den 20-årige mand.