Jerslev

50 kræmmere på venteliste

160 kræmmere har sikret sig en plads

JERSLEV:Der er rift om pladserne på Jerslev Marked. Der kommer 160 kræmmere, der har sikret sig en plads. Der er imidlertid 50 kræmmere på venteplads, der håber, at nogen falder fra, så de kan få en plads på markedet. - Vi kan ikke udvide pladsen mere. Etableres der en gade mere, går det ud over parkeringen, fortæller formand for markedet, Henrik Hansen. Henrik Hansen siger, at det også skal være attraktivt for kræmmerne at komme på Jerslev Marked. - Bliver der for mange, går det ud over nogle kræmmere, siger Henrik Hansen. Op mod 400 personer er involveret i markedet, der ventes besøgt af mellem 50.000 og 55.000 på de tre dage. Der stilles for andet år krav om, at hestene skal kunne komme i tørvejr, hvis der sætter ind med regnvejr. Markedet har sikret sig, at hestene kan komme ind i en hal nær markedspladsen, hvis det skulle blive nødvendigt.