EMNER

50 våben reddet i brand

Mellem 40 og 50 jagtvåben og en del ammunition er reddet ud af et hus på Hallundvej i Hallund øst for Brønderslev, der blev hærget af en brand lørdag morgen. Ingen mennesker kom noget til ved branden.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Brandfolkene bar våben ud fra det brændende hus, mens slukningen var i gang lørdag morgen og formiddag. Foto: Henrik Louis

Politiet skal nu i gang med at undersøge, om våbensamlingen har været opbevaret korrekt. Det var en voldsom brand, der lørdag morgen raserede stuehuset i den vestlige udkant af Hallund, men vagthavende ved Hjørring Politi oplyser, at ilden ikke nåede i nærheden af den mængde ammunition, der var opbevaret på ejendommen. - Vi går ud fra at tilladelserne til at have de mange våben har været i orden, men vi undersøger det naturligvis. Spørgsmålet er, om våbnene har været opbevaret korrekt. Det skal vi se på, siger John Christensen, vagthavende ved Hjørring Politi. Vågnede ved knitren Ifølge Brønderslevs beredskabsinspektør Klaus Andersen vågnede den kvindelige beboer i huset ved 8-tiden lørdag morgen ved en knitrende lyd. På det tidspunkt havde branden udviklet sig til huset fra en garage, der hænger sammen med beboelsen. Kvinden ringede efter hjælp og reddede sig selv ud af huset, ligesom to hunde blev reddet ud. Husets mandlige beboer var ikke hjemme. Klaus Andersen vurderer, at ilden er opstået ved et fastbrændselsfyr i garagen, og han oplyser, at huset og indbo er kraftigt skadet. Halvdelen af taget er også brændt, og store dele af lørdagen blev der arbejdet med efterslukning. Vagthavende ved politiet oplyser, at huset er ubeboeligt efter branden. Falck og Brønderslev Kommunes Redningsberedskab stod for indsatsen.