Lokalpolitik

500.000 mere til Mindpark

SKØRPING:Skørping MindPark har, med en anlægsbevilling på Skørping Kommunes 2004-budget på 500.000 kroner, fået endnu en chance for at levere varen. Borgmester Børge Olsen (S) forklarer, at både økonomiudvalget og Mindparks bestyrelse er enige om, at den nye bevilling for 2004 betyder, at der nu skal vises resultater. - Nu må bestyrelsen leve op til målsætningen. Der er ikke stillet yderligre krav til MindPark udover den målsætning, der har været fra begyndelsen, siger Børge Olsen, der iøvrigt kun ser positivt på MindParks fremtid. Det samme kan ikke siges om Mogens Schou Andersen (DF), der især var kritisk over for MindPark under byrådets budgetdebat: - Slår pengene overhovedet til i 2003? Bevillingen i 2004 er måske brugt på forhånd, og hvad koster det egentlig om måneden at have den butik. Sidste gang blev der sagt, at vi ikke skulle give flere penge, hvis der ikke kom nogle lejere. Nu ved jeg godt, at der er kommet én, og operaen er også flyttet ind, men betaler de overhovedet husleje, ville Mogens Schou Andersen vide. Venstres gruppeformand Bent Juul Jensen mente også, at alle nok havde regnet med, at det gik lidt hurtigere med at få det i gang: - Og så har vi nok været for fedtede oprindeligt. For mig at se ville det i hvert fald være en dødssynd at stoppe det nu. Da MindPark blev etableret stillede kommunen med den første halve million, og 14 af 17 byrådsmedlemmer gav iværksætterhuset endnu en halv million i marts i år, så der nu er skudt halvanden million i projektet.

Forsiden