Udland

500 afghanske tolke får visum til Australien

De afghanske medarbejdere ville have været i fare, hvis ikke de forlod landet, siger Australiens regering.

Australien har tildelt visa til flere end 500 afghanere, der har arbejdet for de australske styrker i Afghanistan.

Årsagen er, at afghanerne ville have være i fare, hvis de blev i deres hjemland, lyder det fra den australske regering.

De mange afghanere, der primært arbejdede som tolke for det australske forsvar, blev allerede flyttet til Australien i 2013 og 2014, men flytningerne er først kommet frem nu.

- Der var en betydelig risiko for, at oprørere ville gøre skade på mange af disse medarbejdere i Afghanistan på grund deres stillingers meget synlige og farlige natur, siger forsvarsminister David Johnston.

Han fortæller, at en diskret proces har været bydende nødvendig for regeringen på grund af de forskellige risici.

Immigrationsminister Scott Morrison kalder flytningerne for en "væsentlig bedrift".

- Denne handling viser, at Australien har levet op til dets moralske pligt over for dem, der har leveret uvurderlig støtte til Australiens bestræbelser i Afghanistan, siger han.

De sidste australske kampstyrker forlod Afghanistan i december 2013. Det markerede afslutningen på den længste krig i landets historie, hvor 40 australske soldater mistede livet.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.