Brønderslev

500 protester mod vindmøller

Møllemodstandere ønsker ikke møller, hvor knopsvanen lever

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Foto: Henrik Bo

ØSTVENDSYSSEL:- Vi vil ikke have vindmøller, og vi bliver ved med at kæmpe imod. Den besked fik borgmester Mikael Klitgaard (V), da han torsdag aften på Dronninglund Slot modtog 500 protester mod vindmøller ved Sørå.

En gruppe borgere har haft travlt med at stemme dørklokker i Asaa, Agersted, Sørå og Ørsø, og næsten overalt er der skrevet under på protestlisterne.

- Møllerne rejses i et område, hvor knopsvaner fouragerer, fortæller Ann Groner fra modstandsgruppen.

Alle modstanderne havde hagesmækker med motiver af knopsvaner og vindmøller, og borgmesteren fik da også en hagesmæk med motivet, ligesom han fik en buket blomster, der er plukket i området.

- Vi vil gerne bevare vores skønne natur. Den må ikke spoleres af 140 meter høje møller, lød det fra modstanderne.

Møllemodstanderne mener, at møllerne vil ødelægge hele området. Blandt andet vil møllerne kunne ses fra det rekreative område ved Asaa Havn.

Borgmesteren kunne ikke give mange løfter til borgerne.

- Jeg tager protesterne med til byrådet, lovede han.

Borgmesteren lagde ikke skjul på, at han går ind for vindenergi, og at der er en forpligtigelse til at skaffe strøm på anden vis end fossile brændstoffer.

- Der er projekter, vi siger ja til, og andre vi siger nej til, oplyste borgmesteren, der dog ikke kunne give noget løfte i den aktuelle sag.

Han sagde, at han forstår bekymringen, men han pegede også på, at der er lavet en VVM-redegørelse for området.

Møllemodstanderne påpegede, at deres ejendomme vil falde betydeligt i værdi, hvis møllerne kommer.

- Ja måske bliver de helt usælgelige, siger Ann Groner, der bor i et hus fra 1727.

Møllemodstanderne pegede på, at der tidligere er sagt nej til en vindmølle i samme område, idet det ikke er udlagt som vindmølleområde.

Møllemodstanderne pegede på, at Brønderslev Kommune har møller, der svarer til 100 pct. af el-forbruget i kommunen, hvor borgmesteren talte om 80 pct.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.