EMNER

500 traktorer på vej til hovedstaden i protest

Onsdag ruller 500 traktorer og 1500 landmænd ind i København C.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Bo Ritterbusch fra Hadsund vil sammen med godt 1500 andre landmænd indtage gaderne i København onsdag. Foto: Jesper Thomasen

- Landmænd demonstrerer ikke, sagde landmanden Bo Ritterbusch tirsdag og kiggede roligt ud over sine marker nær Hadsund. Kl. 3 natten til onsdag blev lastbilfærgen fra Århus til Kalundborg ikke desto mindre fyldt med en nordjysk delegation på 50 traktorer og ditto landmænd - inklusiv Bo Ritterbusch. Sammen med landmænd fra resten af landet vil de onsdag vil køre deres traktorer ind i Københavns midtby for at markere deres utilfredshed med regeringens og Dansk Folkepartis helhedsplan for natur, miljø og økonomisk vækst kaldet "Grøn Vækst". Det er en plan, der i følge regeringen vil skabe både vækst og mere natur i landet, men som i følge landmændene vil skabe alt andet end vækst og derimod være direkte konkurrenceforvridende for branchen, fordi planen er mere restriktiv end tilsvarende planer i de øvrige EU-lande. 1500 landmænd I følge arrangørerne kommer onsdagens aktion til at trække op til 1500 landmænd og 500 traktorer til midten af København, der dermed vil opleve en protest af en type, man ellers bedst kender fra Frankrig. - Vi vil gerne have en dialog med københavnerne, og alle andre, der vil snakke med os, så vi kan forklare dem, hvad Grøn Vækst går ud på, og hvad planen kommer til at betyde for os, fortæller Bo Ritterbusch. Aktionen er planlagt netop onsdag, fordi en fraktion af stor-bønder, der kalder sig "Bæredygtigt Landbrug" holder en konference på Christiansborg, hvor de vil argumentere for deres holdning: At dansk landbrug ikke kan tåle flere miljøkrav, hvis landmændene skal overleve økonomisk. Uenige landmænd Det danske landbrug er kendt for at være en branche, der helst forsøger sig af debat- og lobbyvejen frem for egentlige demonstrationer, og selvom initiativtagerne bag hellere kalder aktionen en "oplysningskampagne" end en "demonstration", er det heller ikke alle landmænd, der bakker op om metoden for at få politikerne i tale. - Ja, der stilles urimelige krav til landbrugserhvervet, og alle politikere bør fatte, at hele vores erhverv kun er værdiskabende for velfærds-Danmark fremover, hvis vi får nogle ordentlige rammevilkår hurtigst muligt. Det tror jeg, alle vi bønder er enige i, men så ophører enigheden, for metoden til at opnå resultater, bør efter min mening foregå med saglige og faglige argumenter og ikke med rebelske metoder, som jeg anser en demonstration for at være, skriver Lone Andersen, der er medlem Landbrug & Fødevarers bestyrelse, blandt andet på en blog på Landbrugsavisen.dk. Utilfreds naturforening I Danmarks Naturfredningsforening er man hverken enige med metoden eller budskabet. - Der er kun omkring 15.000 fuldtidslandmænd i Danmark. Alligevel opnår de det ene knæfald efter det andet fra Christiansborg, fordi en traktor i dag tæller mere end ti grønne stemmer på Østerbro for regeringen. Det er uforståeligt, at landets ledere på denne måde kortsigtet tilgodeser et enkelt erhverv på bekostning af resten af samfundets interesser. For miljøregningen forsvinder ikke af at lade rudekuverten ligge uåbnet. Den bliver bare større, siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening Ella Maria Bisschop-Larsen i en pressemeddelelse.