5000 biler i kø til syn

KØBENHAVN:Op mod 5000 biler og deres ejere må finde en ny tid til et syn, når medarbejderne i Statens Bilinspektion i dag nedlægger arbejdet landet over. Medarbejderne besluttede lørdag at iværksætte den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse, fordi de er utilfredse med en ny spareplan, som vil afskedige 100 administrative medarbejdere. Bilinspektionens direktør, Jesper Hansen, beklager strejken, men mener umiddelbart ikke, at den får alvorlige konsekvenser for bilejerne. - Selvfølgelig vil der blive en pukkel, som vi skal have afviklet, men jeg vil mene, at det kan løses ved at passe de aflyste syn ind i kalenderen på andre tidspunkter i de kommende uger, siger Jesper Hansen. Striden handler om, hvem der skal modtage pengene fra bilejere, der har haft deres bil til syn. Hidtil har de fleste bilejere betalt regningen hos de administrative medarbejdere i landets synshaller, men fremover skal afregningen ske direkte hos den medarbejder, der syner bilen. Dermed kan Statens Bilinspektion nedlægge godt 100 administrative stillinger. Trods den tilspidsede situation tror Jesper Hansen, at situationen snart bliver normal igen. - Vi har normalt et godt samarbejde med medarbejderne, så jeg er håbefuld omkring den videre proces. Nu må vi se, hvad der kommer ud af et planlagt møde i morgen, siger Jesper Hansen. Han henviser til, at han skal mødes med repræsentanter for medarbejderne på et møde i hovedsamarbejdsudvalget i morgen formiddag. Umiddelbart har Jesper Hansen dog ikke nogen indrømmelser med til medarbejderne. - Nu har vi lagt planen frem til diskussion, og så må vi selvfølgelig lytte til de indvendinger, medarbejderne har. Men umiddelbart har jeg svært ved at se andre løsninger på de sparekrav, vi står overfor, siger Jesper Hansen. Spareplanen kommer på baggrund af et krav i finanslovaftalen for 2003 om at reducere udgifterne til Statens Bilinspektion. Det er endnu uvist om medarbejderne vil genoptage arbejdet i morgen, men Bo Skov fra Landsforeningen af Bilsagkyndige udtalte lørdag, at medarbejderne højst sandsynligt først vil begynde at syne igen onsdag. /ritzau/