Socialpolitik

5000 er hjemløse

Halv mia. skal sikre bedre vilkår, og socialministeren er optimist

Foto: Bjarke Ørsted/Scanpix

Foto: Bjarke Ørsted/Scanpix

KØBENHAVN:Gennemsnitstemperaturen i februar var højere end normalt, men med sine 0,8 grader var den nok alligevel for kold til de 4998 hjemløse i Danmark, som den første uge i måneden blev talt med i statistikken over hjemløse. Mange af dem var heldige og fik en plads på et herberg, en varmestue, et værested eller deslige, men 506 af dem sov faktisk på gaden. Antallet af hjemløse er uændret siden 2007. Det viser en kortlægning af hjemløsesituationen, som SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd har udført. - Tællingen viser, at vi på ethvert givet tidspunkt kan regne med, at der som minimum er 5000 personer, der er ramt af en hjemløshed, siger Lars Benjaminsen, som er forsker hos SFI. Den uforandrede situation kommer ikke bag på Rådet for Socialt Udsatte. - I de forløbne to år er der ikke sket markante ændringer i forhold til at bringe borgere ud af hjemløshed, skriver Preben Brandt, formand for rådet i nyhedsbrev fra projekt Udenfor. Ifølge Lars Benjaminsen skyldes det, at hjemløse har svært ved at hente den fornødne hjælp i de eksisterende systemer. Årsagen er, at hjemløshed i høj grad hænger sammen med sociale og psykiske problemer, som de etablerede behandlings- og boligtilbud ikke er indrettet på. Netop derfor mener Lars Benjaminsen, at indsatserne skal tilpasses den enkeltes behov. Boligtilbud - Det er vigtigt, at man sætter ind med boligtilbud, der passer til personen og dernæst giver dem mulighed for at få den individuelle sociale støtte, de behøver, siger han. Det falder i god tråd med anbefalingerne fra Rådet for Socialt Udsatte, som mener, at der er god grund til at antage, at status quo fastholdes, hvis ikke der sker en drastisk ændring. Tirsdag underskriver otte kommuner, der er særlig belastet af hjemløshed, nemlig København, Frederiksberg, Høje-Taastrup, Albertslund, Esbjerg, Randers, Århus og Odense, formelt en aftale om at fremme Hjemløsestrategiens fire målsætninger. Gadesovere Kommunerne vil blandt andet tilsammen nedbringe antallet af gadesovere med 64 pct. over de næste fire år. - Jeg synes, kommunerne er meget modige og ambitiøse i forhold til at fastsætte konkrete mål og igangsætte forskellige initiativer, der kan komme hjemløsheden til livs, siger indenrigs- og socialminister, Karen Ellemann (V). Ministeren understreger, at den halve milliard kroner, der er sat af over de næste fire år til at gennemføre strategien, ikke er nok. - Vi får ikke én gang for alle bugt med hjemløshed i Danmark, men med den halve milliard kommer vi et godt stykke af vejen, siger hun. /ritzau/