5000 samlet til festival i engelsk coronaeksperiment

Tusinder af briter deltog i en musikfestival arrangeret af regeringen som led i et corona- pilotprojekt.

Det var en flok glade festivaldeltagere, der søndag kunne slå sig løs til musikfestival i Liverpools Sefton Park. Festivalen er blandt en række større arrangementer, som de britiske myndigheder har arrangeret som led i en sikker genåbning af landet.

Det var en flok glade festivaldeltagere, der søndag kunne slå sig løs til musikfestival i Liverpools Sefton Park. Festivalen er blandt en række større arrangementer, som de britiske myndigheder har arrangeret som led i en sikker genåbning af landet.

LIVERPOOL:Tusinder af festglade englændere dansede søndag aften uden mundbind i det nordlige England.

Det skete, da den britiske regering tillod, at landets første musikfestival efter nedlukningen kunne holdes.

5000 mennesker jublede og sang med, da en række engelske bands gav den gas på det udsolgte arrangement i Sefton Park i Liverpool.

Musikfestivalen er en del af regeringens udvalg, der hedder Events Research Programme.

Det har til opgave at undersøge, om det er muligt at afholde større arrangementer med tilskuere på en forsvarlig måde forud for den planlagte ophævelse af restriktionerne den 21. juni.

Regeringen har tidligere tilladt et begrænset antal tilhængere at deltage i sportsbegivenheder på Wembley.

Alle, der deltog i musikfestivalen, skulle tage en coronatest, inden de kunne komme ind, og en når de gik.

Derudover skulle alle deltagende give deres kontaktoplysninger til myndighederne, så de lettere kan spores, hvis et smitteudbrud skulle opstå.

Til den prestigefyldte prisuddeling Brit Awards den 11. maj vil 4000 mennesker være til stede i Londons O2 Arena, hvis de har en negativ coronatest.

Eksperimentet kulminerer den 15. maj, hvor over 20.000 tilskuere får adgang til Wembley Stadium for at opleve FA Cup-finalen.

Storbritannien har givet mere end 34 millioner mennesker det første vaccinestik, lyder status mandag.

I øjeblikket er 1451 mennesker indlagt på hospitalet med corona, viser de seneste tal fra regeringen.

De seneste måneder er de britiske smitte- og dødstal faldet markant. Coronakrisen ramte Storbritannien hårdt sidste år, og det har indtil videre kostet 127.000 briter livet.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden