51 spritbilister røg i fælden

Sommeren er højsæson for spritbilister i Nordjylland

Mie Mølbak
Arkivfoto
11. juli 2012 06:16

NORDJYLLAND: Nordjyllands Politi intensiverede i sidste uge jagten på spiritus- og narkopåvirkede bilister i landsdelen, og det førte til ikke mindre end 51 sigtelser.

- Resultatet er skræmmende. Når vi kan sigte så mange personer på en lille uge, har vi en udfordring, siger vicepolitiinspektør Ole Juul Schmidt.

Søndag morgen skrev politiet 15 sigtelser på få timer i Aalborg alene. Mange tror nemlig fejlagtigt, at de kan køre efter få timers søvn.

- Nogle kalkulerer benhårdt med, hvor mange genstande de forbrænder i timen. Men det skal man være fandens påpasselig med. Det er som om, regnestokken får en større og større misvisning i takt med, at genstandende ryger ombord, siger vicepolitiinspektøren.

Slemt om sommeren

Problemet med spritbilister er særligt slemt om sommeren og især, når vejret er godt.

- Vejret var godt i sidste uge, men det var det ikke i juni. Alligevel har vi i politikredsen skrevet 229 sigtelser for spirituskørsel siden 1. juni. Så begynder det at blive alvorligt, siger Ole Juul Schmidt fra Nordjyllands Politi.
Vicepolitiinspektøren forventer, at problemet eskalerer i uge 29, hvor der normalt bliver taget omkring 100 spiritus- og narkopåvirkede bilister i landsdelen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!