Udland

52 civile meldes dræbt i amerikanskledet luftangreb

Den internationale koalitions luftangreb mod Islamisk Stat har ramt civile i Syrien, siger overvågningsgruppe.

Mindst 52 civile meldes dræbt i et amerikanskledet luftangreb rettet mod Islamisk Stat (IS) i en landsby i det nordlige Syrien.

Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der overvåger situationen i Syrien, til AFP.

- Luftangreb udført af koalitionen tidligt fredag mod landsbyen Birmahle i Aleppo-provinsen dræbte 52 civile, siger Rami Abdel Rahman, der er leder af Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

- Syv børn blev dræbt, og 13 mennesker er stadig fanget i murbrokkerne, tilføjer han.

Islamisk Stat har taget magten over store dele af Irak og Syrien. Gruppen er berygtet for makabre og voldelige overgreb - blandt andet voldtægter, tortur og halshugninger.

IS udråbte i juni 2014 et kalifat i dele af Irak og Syrien.

Efterfølgende indledte en international koalition luftangreb i områderne, og de angreb har ifølge Syriens Observatorium for Menneskerettigheder dræbt flere end 2000 mennesker, hovedsageligt militante fra Islamisk Stat.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.